• Hvorfor skal vi beskæftige os med døden?


    Som oplæg til efterårets tre-dages seminar ”Tæt på døden” får I her mulighed for at møde en af underviserne, cand.psyk. Jeppe Nilou, der har arbejdet i Kræftens Bekæmpelse i 24 år.
    Jeppe har et indgående kendskab til de mangeartede aspekter omkring arbejdet med syge, døende og efterladte. I dette indlæg giver han en forsmag på, hvad  seminaret – tæt på døden –  kommer til at handle om, og hvorfor det er så vigtigt at kunne forholde sig til sin egen død, når man skal forholde sig til andres.

    Ro
    Folk spørger mig tit om, hvordan man bliver rustet til at arbejde med alvorligt syge og døende. Der findes ikke noget entydigt svar, men jeg tænker, at vi skal være en ”Bærer af ro” i forhold til vores klienter. Det nytter ikke, at vi er berøringsangste eller så dødsforskrækkede, at vi ikke tør tage dem ved hånden i samtalen. Derfor bør der være en forventning om, at man som terapeut har forholdt sig til og arbejdet psykoterapeutisk med sin egen død, for vi kan ikke bringe ro til den anden, hvis vi ikke er i ro med os selv. 

    Vi er alle sammen underlagt et dødstraume, og i vores samfund ser vi mere end nogen sinde en fornægtelse og en kollektiv angst for døden. Vi lever, som om vi skal leve evigt og undlader helst at forholde os til døden, fordi vi er bange for, hvad den rummer.

    Håb
    Jeg har mødt mennesker, der ved, de snart skal dø, men som alligevel lægger planer for den næste sommerferie. Håbet kan ændre sig i takt med tiden, i starten ønsker man sig at blive helbredt, at leve mange år trods sin sygdom. Senere sætter man sig andre mål: at opleve barnebarnets konfirmation eller endnu et forår. Til sidst håber man måske, at solen skinner i morgen, så man kan sidde op af muren og nyde en blå himmel.

    Også om døden er der mange håb: Man håber på en smertefri død, at dø hjemme og at der er mennesker omkring ens dødsleje.

    Vi har tanker og forestillinger om, hvad døden er, men reelt ved vi det ikke. Alligevel kan man få en fornemmelse, hvis man begynder at læse om mennesker, der har haft en nærdødsoplevelse. Deres beskrivelser er langt hen ad vejen meget ensartede og lægger sig op ad Jungs arketyper. Det mest tankevækkende er, at mange efter sådan en oplevelse oplever en afklarethed. En følelse af ikke længere at være så bange for døden.

    Ærlighed
    Når jeg fortæller om dødsfantasirejser, ved jeg godt, at det kan virke både skræmmende og grænseoverskridende for mange, men det er en givende metode, hvis man gerne vil arbejde med sin egen dødsbevidsthed, og jeg vil gerne forsøge at afdramatisere det her.

    Jeg har prøvet det mange gange i forbindelse med arbejde og uddannelse, og det har givet mig en fornemmelse af, at døden ikke er så farlig. Jeg har oplevet det som en mildnen, hvor angsten kan bliver suppleret med nysgerrighed.

    Når jeg skal arbejde med dødsfantasirejser, er det vigtigt for mig, at de ”rejsende” er trygge i processen. Man kan udforske fantasien i det omfang, man selv har brug for, og man kan vælge at stoppe undervejs. Der skal være plads og god tid til at samle op bagefter, så alle går hjem med en brugbar oplevelse.

    Mange oplever dødsvisualiseringen som smuk og berigende, for man bliver inviteret til at tænke på betydningsfulde oplevelser – en spirituel oplevelse, en naturoplevelse eller måske en kærlighedsoplevelse – tænk, at dø ind i den tanke eller følelse …

    Man er aldrig helt afklaret med døden. Der er altid et skridt mere at gå, eller en ny vinkel at se tingene fra, men det at have et bevidst forhold til døden, det giver en form for frihed eller lethed, som er vigtig.

    Hvis du er interesseret i at deltage i 3-dages seminaret Tæt på døden, kan du læse mere og tilmelde dig her.