• Lad os samtale om døden

     

    Venner, I må give mig en hånd: Man kan ikke sige farvel alene.

    Med dette citat af Dan Tùrell vil jeg indlede mit 6. og sidste blogindlæg om døden: Lad os samtale om døden.

    Jeg har gennem det sidste halve år beskæftiget mig med døden på flere forskellige måder. Jeg har inddraget flere perspektiver og fagligheder, og jeg har talt med mennesker, for hvem døden for alvor er blevet en del af livet.

    Hvert enkelt menneske, jeg har talt med, har fortalt sin helt unikke historie. Samstemmende for alle, hvad enten det har været døende, efterladte eller professionelle, har været den magtesløshed og ensomhed, man rammes af, når man træder ind i sorgens rum.

    “Jeg har lyst til at tale om døden”. Sådan indledte jeg mit første blogindlæg i marts 2016. Siden er det blevet tydeligt for mig, at denne sentens bør bredes ud: Vi har brug for at tale om døden. For jeg oplever en angst både i forhold til at bringe emnet på bordet, både i selve situationen, men også efterfølgende når sorgen melder sig igen.

    Om min farmor

    Min farmor blev enke i en ung alder. Men i de 30 år hun overlevede min farfar, var hun klædt i sort. Med vor tids øjne må vi smilende ryste lidt på hovedet, men for min farmor var der ingen tvivl: Hun havde mistet sin elskede, og hun ville sørge over ham resten af sit liv. At hun bar sort var for hende et dagligt bevis for, at han havde været her, at han ikke var glemt. Netop her risikerer vi at svigte dem, der har mistet. Efter den første tids omsorg glemmer vi, at sorgen og savnet ikke nødvendigvis forsvinder over tid, lige som vi glemmer, at sorgen er forbundet med uendelig stor glæde og kærlighed, som der også er behov for at mindes.

    Samtale om døden

    Døden er mange ting: svær, skræmmende og livsbekræftende på samme tid. Den stiller store krav til os som mennesker og som medmennesker. For hvordan handler vi, når vi skal bære det ubærlige, og hvad siger vi, når selv de største ord ikke kan dække, hvad vi føler?

    Gennem mit arbejde med denne blog har jeg stillet flere spørgsmål, end jeg har fundet svar. Men uanset hvor og hvem jeg har rettet opmærksomheden mod, har det stået klart, at netop det at tale om døden og nærme sig en forståelse af den har en lindrende virkning. Det er ikke en banebrydende nyhed, men det er ikke desto mindre af afgørende betydning at huske på. Og måske var det lige præcis det, Dan Turèll opfordrede os til: at vise nærvær, omsorg og turde sætte ord på.

    Dette er mit sidste blogindlæg om døden i denne omgang. Men jeg har ikke lyst til at lægge temaet på hylden, tværtimod. For at give mulighed for en mere dybdegående forståelse af egen og andres relation til døden, har jeg lyst til at tage disse refleksioner videre. Til februar 2017 udbyder jeg i forlængelse heraf et tre-dages seminar: Tæt på døden. Seminaret faciliteres af henholdsvis psykolog Jeppe Nilou og psykoterapeut Karenn Nielsen. På kurset vil der være fokus på dødsbevidsthed, dødsvisualisering, nærværstræning og supervision. Læs mere om seminaret Tæt på døden her og bliv rustet til at samtale om døden.

    Tak fordi I læser med!