• OM TAB, KÆRLIGHED OG SAVN

     

    Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i en samtale, jeg har haft med et forældrepar, der har mistet en datter i et trafikuheld for 14 år siden. Hvordan bærer man den sorg at miste sit barn og selv være den, der overlever? At acceptere udfaldet af en sådan tragedie og leve med spørgsmålet, om hvorfor hende og ikke mig? Jeg forestiller mig, at kun mennesker med denne erfaring kan sætte sig ind i, hvordan det føles. Men det er en frygt, der ligger og rumsterer et sted i mange forældres bevidsthed. Frygten for at miste et barn.

    Selvom sorgen ændrer sig med årene er Nina stadig meget nær for dem begge. Hun befinder sig et sted i bevidstheden hele tiden. Og på Højgården, som er gården de bor på. Dér lever hun stadig, fortæller de. At blive boende der, hvor de altid har boet, har været afgørende for dem. Der er noget betydningsfuldt i, at rammen består. Til trods for sorgen. Og ikke mindst til trods for, at sorgen ændrer sig og bliver mindre fremtrædende i det daglige. En ramme der kan fastholde minder og give frihed til selv at løsne grebet en anelse. Per fortæller, at han af og til ser hende for sig komme gående op af vejen. Hun lever videre hos dem på Højgård. I gårdens historie, rummene og tingene. Og det er på godt og ondt. Per fortæller: Jeg kan stadig hade, når jeg finder billeder af hende. ’Hade’ er sådan et dumt ord, men når det kommer bag på mig, at jeg støder på billeder af hende, så mærker jeg savnet. Og Annette tilføjer: Det er også et chok for mig, men jeg kan faktisk godt lide det. At savnet kommer over mig. Savnet kan altså overvælde og være næsten ubærligt, men kan også være en fortsat kontakt til den savnede. Det er en tvetydig følelse. Savnet bringer minder om noget betydningsfuldt, men rummer en længsel.

    Om at dele sorgen

    Mange af de følelser og aspekter, der kan relatere sig til at miste, træder først for alvor frem, ved at erfare det på egen krop. Annette fortæller mig om, at det er en af de mest ensomme processer i verden at sørge. Til trods for, at kontakten til venner og familie har været helt afgørende undervejs, fremhæver hun ensomheden i sørgeprocessen. Det er en oplevelse af ofte selv at skulle være den stærke i mødet med verden uden for. Folk er afsøgende og afventende, nervøse for at sige noget upassende og forsøger at skåne, hvor der kan skånes. Det er svært og grænseoverskridende både at være den sørgende og samtidig skulle være den stærke. Selv at skulle tage initiativet og tage hul på samtalen. Per fortæller, hvordan, at folk, han mødte, ofte holdt sig fra at spørge. Men der er noget kærligt i at turde spørge ind. Og det er vigtigt, hvis vi sammen skal gøre op med berøringsangsten, der i mange tilfælde er knyttet til døden. Hvis vi skal komme døden til livs, for at sige det på paradoksal vis. Annettes egne ord er rørende og indkapsler mange af disse tanker: der er ikke noget, der kan siges, som ikke allerede er tænkt.

    Med årene der er gået, oplever Annette og Per at have mere følelsesmæssig frihed og ro. For dem handler det blandt andet om en gensidig respekt og rummelighed i forhold til hinandens måde at være i det på. Det er en kærlighed til hinanden, til Nina og hendes bror. At høre om dette giver mig en forståelse af, hvad kærlighed kan. At have mistet det mest dyrebare, men sammen finde en måde at være i livet på. At have lov til at gå til og fra sorgen. Denne bevægelse væk fra en følelsesmæssig fastlåsthed og mod en større fleksibilitet er afgørende. Det giver plads til at fortsætte livet, men også til at bevare savnet.

    Tak fordi I læser med.