• OM AT FINDE HÅB I HÅBLØSHED OG MOD TIL AT ACCEPTERE DØDEN

     

    Døden er ikke en fast størrelse, der opleves på én bestemt måde og kan tilgås derefter. Dødens mangeartede karakter har jeg været inde på tidligere, og i en samtale med psykolog Jeppe Nilou, der har arbejdet i Kræftens Bekæmpelse med døende og alvorligt syge gennem mange år, bidrager han med nogle interessante indsigter. Han påpeger ligeledes, at der ikke er en bestemt vej, der virker på samme måde for alle, men tilføjer, at: ’overordnet er der en tanke om, at det er lettere at leve med en kræftdiagnose, hvis der er en form for åbenhed og en dødsbevidsthed’.

    Dødsbevidsthed. At være bevidst om sin død. At have mod til at reflektere over den. At tænke på den som en realitet. Eller i hvert fald en potentiel realitet. At nå dertil kan give ro. Det er en ro, der blandt andet kommer af at slutte fred i kampen med benægtelsen og mod den plads angsten optager. En kamp for ikke at lade den fylde. For den fylder for mange. Den fylder, når livet bliver truet. Men det fylder særligt, når man ikke vil acceptere, hvad angsten bunder i. Ifølge Jeppe Nilou, bunder al angst i dødsangst. Han udtaler, at ‘døden er angstens mor. Døden er bag al angst. Man kan tale om mange andre fremtrædende ting i angsten, men i sidste ende, er det døden.’

    Denne her åbenhed og dødsbevidsthed handler altså også om en konfrontation med dødsangsten. Det er en vej til at genvinde en form for kontrol over egne følelser. Jeppe Nilou fortæller om, hvordan man kan arbejde med at finde frem til de værste skræmmebilleder og angsttanker, man kan forestille sig, efter at være blevet diagnosticeret terminalt syg, og derefter de mest positive og inspirerende oplevelser livet har budt på. Herudfra kan man gennem forskellige øvelser lære at skifte mellem dem og på den måde være med til at styre angsten. For det er når angsten tager over, at det kan være mest skræmmende at møde den, men ifølge Jeppe Nilou, også her, det er vigtigt at turde: ’Det handler om, at man skal turde at turde. Det er ikke nok at sige, at dødsbevidsthed er godt, for så ville alle jo arbejde på det. Det er fordi, det er svært.’

    Og hvad med håbet?

    Er det ikke lige så vigtigt at håbe på bedring eller en forandring i tilstanden som at erkende, at det måske ikke bliver, som man håber? Om håb fortæller Jeppe Nilou, at ’alle mennesker har brug for håb. Men i denne her situation, der er det meget vigtigt, at folk har forskellige former for håb […] Man relativerer håbet. Håbet i starten kan måske være fuld helbredelse. Så kan det være, at man på et tidspunkt får at vide, at det er en uhelbredelig sygdom, så forandrer håbet sig måske til et håb om at få mange gode år endnu […]Håb må hele tiden tilpasses situationen. Til sidst kan det være, at håbet bare bliver, at det bliver solskin i morgen, og jeg får lov til at sidde op af muren.

    Om man kan forberede sig og blive rigtig fortrolig med døden er svært at svare på, før man står der en dag. Men man kan nærme sig. Man kan konfrontere forestillingen om den. Og lære at acceptere, at den vil indfinde sig på et tidspunkt på den ene eller anden måde. Åbenheden er vigtig hele vejen igennem, og det er den, jeg vil imødekomme her. Jeg har lyst til at citere Jeppe Nilou her til slut, der netop indfanger denne pointe: ‘det er svært at lære at svømme, når man er lige ved at drukne. Det er nemmere at lære at svømme, mens der er tid’.

    Tak fordi, I læser med.