• MED DØDEN SOM MODSTANDER ER DET SVÆRT AT FINDE RO

     

    I forlængelse af sidste indlæg og refleksionerne over betydningen af dødsbevidsthed, har jeg lyst til at inddrage det, man måske kan kalde dødsbevidsthedens og erkendelsens modsætning: benægtelsen. Hvad består benægtelsen i? Et forsøg på at genvinde kontrol over situationen? En angst? Benægtelsen er en forsvarsmekanisme, et forsøg på at fortrænge situationens tilstand. Som fagperson bliver jeg på sin vis konfronteret med min egen angst, når jeg sidder med et menneske, jeg ikke kan nå ind til. En afmægtig følelse af ikke at få lov til at hjælpe eller være tilstrækkelig. En følelse af, at denne benægtelse er ubarmhjertig, ulykkelig. Som psykolog i Kræftens Bekæmpelse gennem mange år, fortæller Jeppe Nilou, at han engang imellem møder døende mennesker, som benægter indtil sidste dag. Om terapeutens rolle i dette siger han: ‘hvis mennesker vil benægte eller fortrænge, så kan man invitere dem til at lade være, men så kan man jo heller ikke gøre mere. Man skal jo ikke insistere.’

    Det er svært at gøre den sidste tid nærværende, hvis man ikke kan tale om, hvad der skal ske. På mange måder forhindrer den manglende erkendelse både håb og håbløshed, det bliver en slags følelsesmæssig distancering. Det kan være svært at forestille sig, at livet skal fortsætte, når man ikke længere selv skal være med til at opleve det og udgøre det. Men i langt de fleste tilfælde ophører man ikke med at have betydning for det liv, de nærmeste skal fortsætte med at leve. At turde tænke tanker om netop det, der skal komme efter og turde involvere sig, kan give meget mening. Der kan være en glæde i at give slip og acceptere, og en befrielse i at standse kampen med benægtelsen. Jeppe Nilou siger herom: ‘Det er også en lettelse. At have en glæde ved børn og børnebørn og udtrykke sig om deres liv, der skal komme. Det er en måde at kontinuere sig ind i livet ved at tage del i de andres liv. Det der er svært ved vores tidsepoke, det er jo, at vi er så individualiserede. Det er jeg, mig og mit. Så når jeg dør, så er det hele væk.‘ Det er grænseoverskridende, men også afmystificerende.

    For mange mennesker kan et skridt i denne retning imødekommes ved at tage fat på de mere praktiske anliggender. At tage stilling til, hvor skal den sidste tid være. Hjemme, på hospice, på sygehus. Selvom man ikke helt kan bestemme det, så er det rart for de pårørende at få det angivet. Denne praktiske tilgang kan være med til at tage hul på noget af det, der ellers er så meget berøringsangst knyttet til. Samtidig er det en følelse af at gøre en indsats; gøre hvad man kan gøre. En følelse af så vidt muligt at forlade livet og sine nærmeste i det tætteste, man kommer på en form for orden. For det er svært at dø fra uorden både i praktiske og relationelle forhold.

    OM AT GØRE HVAD MAN KAN, FOR DEM MAN HOLDER AF


    Der er selvfølgelig stor forskel på, hvad ens sygdomssituation tillader, at man kan deltage i og forberede sig på. Et længerevarende sygdomsforløb kan give mere tid til at acceptere og forholde sig til den tid, der kommer efter. Det er den del af processen, hvor man begynder at give slip på det, der skal slippes. Jeppe Nilou fortæller om, at dette har afgørende betydning for både den sidste tid og den tid, der følger: ‘Det er svært at dø for uorden. Det er nødvendigt, at have orden i dine forhold, når du dør, så kan du bedre slippe dem. I psykologien kalder man det, at man har rundet sine gestalter af. Jeg mindes, at Svend Auken sagde, man skal beskikke sit bo. Det er det samme som at ordne sine forhold på flere planer.

    Denne bestræbelse på at ordne, hvad man kan ordne, har en terapeutisk virkning, og at den døende tager stilling har tilmed stor indflydelse på, hvordan de pårørende oplever den sidste tid. Så en tanke kan være, at hvis det er for svært at gøre det for ens egen skyld, så lad det være et vigtigt incitament, at man kan man gøre det for de pårørendes.

    Tak fordi I læser med.