• HVORDAN ER MAN PROFESSIONEL, NÅR DET KOMMER TIL DØDEN?

    Det er et spørgsmål, der kræver mere end et enkelt svar. Der er noget over dødens karakter, som umiddelbart udvisker al professionalisme og sætter mennesker i øjenhøjde og samme sted. Visheden om dette fælles sted kan have betydning for accepten af døden. Visheden om, at den gælder for os alle. Men for mange er det vigtigt at kunne opsøge en fagperson. En der kan involvere sig i det personlige gennem et professionelt perspektiv. En der kan lede på vej og følge efter, når døden kommer tæt på. For lige så samlende og fælles døden er for os, lige så flersidig og divergerende kan den forekomme. I mit faglige virke, møder jeg folk, der mister på mange forskellige måder. Deres børn. Deres forældre. Til sygdom og alderdom. Jeg oplever, hvor forskelligt mennesker kommer igennem det. Sorg og ikke-sorg. Hvor man søger trøst, og hvem man henvender sig til. Om der overhoved er behov for eller vilje til at tale med nogen om det. For mig er det interessant at komme nærmere en forståelse af, hvordan forskellige tilgange og forskellige fagligheder kan give noget til mennesker på forskellige vis.

    I denne sammenhæng kommer jeg til at tænke på, hvad der for eksempel ligger til grund for, at visse mennesker, som ikke nødvendigvis er religiøse, opsøger en præst, når døden kommer tæt på. Der er en tilgængelighed hvad angår det rent økonomiske; vi har alle råd og ret til at gå til præsten. Dertil også rent praktisk, når man, mere eller mindre uforpligtende, i princippet bare kan banke på præstens dør i ønsket om en samtale. Men der må være mere i det end det. Mennesker i denne situation søger ofte et sted, der rummer mening. Et sted, der er anderledes end andre steder.

    Else Korsholm, der er præst, beskriver ritualet omkring den kirkelige begravelse, som værende særligt betydningsfuldt for de mennesker, hun møder: ‘At træde ind i et rum, som er et andet rum end alle mulige andre steder, og at man gør nogle ting, som man ikke gør alle mulige andre steder. Det er en stor og vigtig del af det. Det får fysisk flyttet den døde et andet sted hen – lidt ud af deres eget liv. Og så er der det med, at man slet ikke er i tvivl om, hvad man skal gøre. Der nogle salmer, der skal synges, nogle bønner, der bliver læst. På den måde kan du være der, uden rigtigt at skulle forholde dig til dig selv. Det mener jeg er ritualets store styrke.’ Og dette ritual faciliteres og ledes af præsten. Hun beskriver, hvordan præsten symboliserer noget særligt i forbindelse med livets slutning, som en slags ekspert på dette område, og tilføjer: ’Samtidig er præsten ikke en behandler, men et andet menneske at tale med. En samtalepartner.’

    Man vænner sig aldrig til døden

    Men hvad så med disse mennesker – psykoterapeuten, præsten, hospicesygeplejersken, for at nævne få blandt mange – hvad betyder det for deres personlige oplevelse af døden, når døden er så tæt på i det professionelle liv? Når man som fagperson hjælper andre mennesker med at håndtere svære situationer, bliver man ikke nødvendigvis ekspert på at forstå og tackle døden, når den indtræffer i eget liv. Præst Else Korsholm pointerer ligeledes, at der er utrolig stor forskel på at være præsten til den pårørende og selv at være den pårørende: “Jeg tror ikke, jeg forholder mig på nogen som helst anden måde end alle dem, jeg har samtaler med. Jeg vil blive lige så fortvivlet og rundt på gulvet, som alle andre (…) Man kan sige, jeg bliver ikke på samme måde væltet af alt det praktiske, alt det ved jeg hvordan forløber (…) Men i selve sorgprocessen og sorgbearbejdelsen, der er jeg ikke spor anderledes end alle andre”.

    Døden kommer bag på os. Selv når den ikke gør. Selv når den er ventet og giver mening i forhold til livets kronologiske forløb. Kan man egentlig forberede sig på døden? Som pårørende, som døende eller som professionel – når det kommer til stykket er det så muligt at være rigtig beredt? Jeg har lyst til at lade dette spørgsmål stå åbent og tage fat på i kommende indlæg.

    Tak fordi I læser med.