• Jeg har lyst til at tale om døden

     

    Særligt fordi jeg oplever, at det er noget af det sværeste at tale om. Faktisk noget af det, der er mindst lyst til at tale om. Den vedrører os alle, men er svær at acceptere. På den måde er der noget paradoksalt over vores forhold til døden. Døden er et af tilværelsens grundvilkår. Den er medfødt og noget af det eneste, vi egentlig ved med sikkerhed. Døden tilfører livet en alvor og en skrøbelighed, som ikke ville være der, uden en vished om, at vi skal dø en dag. Denne skrøbelighed sætter livet i perspektiv, og vi bliver mindet om, at det ikke varer evigt. Samtidig frembringer døden, og tanken om døden, en frygt i rigtig mange mennesker. Den ligger som en latent trussel, som jeg oplever selv hos folk, der hverken er syge eller på anden måde i direkte kontakt med den. Selvom døden er en del af livet, og altså en del af os alle, bliver den ofte italesat som noget eksternt, noget ydre. Noget der gør os magtesløse. Noget der medfører et ultimativt tab af kontrol.

    Afmagten tæt på

    Jeg har selv oplevet det, følelsen af afmagt. For en del år tilbage sad jeg med en klient, som skulle dø. Efter et tillidsfuldt, udbytterigt og flere år langt forløb, følte jeg mig pludselig utilstrækkelig og havde svært ved at håndtere situationen. Oplevelsen af at være professionel og samtidig sidde med denne afmagt satte sit præg på mig. Dette var oprindeligt katalysator for min interesse i at undersøge døden nærmere. Jeg er efterfølgende blevet opmærksom på, at flere af mine fagfæller ligeledes har oplevet en utilstrækkelighed på dette område. For mig at se, fylder døden for lidt i psykoterapiuddannelsen, mens mange psykoterapeuter efterfølgende kommer til at berøre den meget i deres arbejde. På uddannelsen beskæftiger vi os med livet, men, ud fra mit perspektiv, uden at forholde os nok til døden.

    Når jeg ønsker at sætte fokus på døden er det ikke et forsøg på at komme med generaliserende udtalelser omkring, hvordan alle mennesker forholder sig til døden. Frygten for at tale om døden og lade sig konfrontere med den er ikke en opfattelse, der uden videre kan overføres til alle kulturelle kontekster eller mennesker generelt. Ikke desto mindre har jeg, gennem erfaringer fra et liv, hvor jeg har talt med mange forskellige mennesker i mange forskellige sammenhænge, oplevet angst, afstandtagen og megen indre kamp i mødet med døden. Det er ud fra denne erfaring, jeg vil forsøge at komme døden nærmere. Der er ikke én bestemt måde at behandle døden på, som er bedre end andre, og for mig er det overhoved ikke interessant at søge efter en sådan måde. Det interessante for mig er at nuancere temaet. At vinkle det. At forsøge at belyse, hvordan der er mange måder at konfrontere døden på. Jeg ønsker at inddrage forskellige mennesker, der har med døden at gøre på forskellige vis. I de kommende måneder vil jeg her på bloggen behandle døden som tema, og i de enkelte indlæg anvende forskellige perspektiver, der optager mig.

    Jeg har lyst til at tale om døden. Og jeg håber I vil være med.